Har klubben en fremtid?
Den 15. juni offentliggjorde Skanderborg Kommune budgetforslag for 2011. Der er ingen tvivl om, at også Skanderborg Kommune skal spare, men en kortsigtet ”her-og-nu” besparelse kan meget let vise sig, at blive en betydeligt højere udgift senere hen, når ”skårene skal klinkes”.
Den selvejende institution Galten Junior og Ungdomsklub også kaldet GJUK huser i dag 57 børn i mini-klubben for 3. klasse som er udliciteret af Gyvelhøjskolens SFO, 151 børn i juniorklubben for 4.-7. klasse og 168 unge i ungdomsklubben. Klubbens leder og medarbejdere brænder for deres arbejde med byens børn og unge og gør et uvurderligt stykke arbejde, ikke mindst for at inkludere børn med særlige behov.
Vi forældre, i bestyrelsen i GJUK, er stærkt bekymrede for de unge og for klubbens fremtid.
Særligt er Undervisnings- og børneudvalgets forslag til besparelser, i vores øjne, dybt kritisabelt. Forslaget går i korte træk ud på at indskrænke klubtilbuddet til kun at gælde 4. klasse, hvilket betyder at klubtilbuddet forsvinder for 5.- 6. og 7. klasse. Ungdomsskolen overtager al ungdomsklubvirksomhed. GJUK nedlæggelse som selvejende institution og omdannes til SFO 2 under folkeskoleloven med skolelederen som kontraktholder. Forældrebetalingen hæves samtidig med at kommunens bidrag pr. barn reduceres, hvilket vil betyde en voldsom reducering af personale i klubben og langt færre aktiviteter. Budgetforslaget kan læses i sin fulde længde på www.skanderborg.dk.
Konsekvenserne af dette forslag er mildest talt dystre. Mange unge vil miste deres klub og de engagerede klubmedarbejdere der giver dem en indholdsrig eftermiddag eller aften. Gode sociale relationer og samvær med kammerater på tværs af alder og klasser vil gå tabt. Der vil ikke længere være mulighed for at ”tage hånd” om børn med særlige behov og dermed inkludere dem i fællesskabet. Der vil ikke længere blive udført opsøgende og forbyggende arbejde blandt de unge, med den mulige konsekvens at de unge i kedsomhed kaster sig over ”uheldige” aktiviteter i byen. Vi ser ingen reelle alternativer i Galten til Klubbens tilbud og en mangeårig og veletableret institution vil ganske enkelt forsvinde.
Galten er efter vores mening en god by at vokse op i og det håber vi den vedbliver at være. På byens indfaldsveje bliver vi mødt at skilte med teksten ”Galten - hvor det gode liv leves”. Den tekst kan hurtigt komme til at klinge noget hult hvis Galten Junior- og Ungdomsklub forsvinder.
Vi vil i bestyrelsen kæmpe for at klubben forbliver en selvejende institution under dagtilbudsloven med klubtilbud for byens unge. Hvis der er borgere i Galten der ønsker at støtte GJUK vil vi opfordre jer til at give jeres mening til kende ved at gå ind på www.skanderborg.dk og afgive et høringssvar.
• Direkte link til Skanderborg Kommunes spareforslag
På vegne af GJUK´s bestyrelse
Henriette Wæhrens, formand